Jeg er begyndt at miste troen på ægteskab. Engang var jeg lykkeligt troende på at kærligheden kunne overvinde alt. Engang troede jeg, at bare man så sin elskedes ansigt om morgene, så kunne verdenen bare komme an - fordi man vidste at hun ventede der hjemme. Hende som man synes var ubeskriveligt smuk, også selvom man havde set på det samme ansigt i flere år. Man kendte det's kanter, og et hvert udtryk. Selvom man havde set på det i mange mange år, var det stadigvæk det ansigt, det trygge ansigt fyldt med kærlighed man vågnede op til, og så vidste man at det hele nok skulle gå.
Jeg ser absolut ingen grund til at blive gift mere!
Engang var det noget af det største der kunne ske i en kvindes liv, det med at få en flot lille skindene genstand på ringefingeren.
Selvfølgelig er det stadig noget stort at blive viet i vores tid, men ikke på samme måde.
Flere og flere bliver gift op til flere gange.
Står over for gud ved alteret og lover deres kærlighed væk til flere og flere, vel vidende a de har gevet dette løfte før - bare til en anden. Alligevel holder de hånden på hjertet og nikker da de gyldne ord: "Til døden jer skiller" bliver sagt, vel vidende at disse to elskende sandsyneligvis vil gå fra hinanden indenfor godt og vel 4-5 år.
Måske får de et barn eller to? Måske får de et hus i staden, måske får de en hund?
Der skal altid et eller andet til, for at holde to mennesker sammen - kærligheden er ikke nok. Et eneste skænderi, en bakke der går lidt for meget op ad.
- Måske er noget af det førnævnte nok til at holde dem sammen, men måske skiller det det de to elskende ad på grund af de uenigheder, der følger med de få ting jeg før nævnte.
Så for mig, er det ikke en kærligheds erklæring hvis man får en ring og ordene: "Vil du gifte dig med mig?" fra en anden.
- Nej, det er blot fordi man er løbet tør for samtale emner, at dette spørgsmål kommer, det tror jeg virkelig!
Men er der nogensinde nogle der spørger mig om dette, vil jeg nok svare nej.
For jeg tør ikke love tid væk, jeg ikke har.
Jeg ved ikke om jeg kan elske en pige - en eneste pige, lige indtil jeg tager mit sidste åndedrag når jeg er 90.
Jeg ved jo ikke om jeg 10 år efter spørgsmålet er stillet, mister mit hjerte til en anden? - Og om jeg så er villig til at kæmpe for hende jeg lovede min kærlighed til før.
- Desuden burde det ikke være nødvendigt at blive bundet fast til hinanden på den måde?
Det giver kun mening for mig at binde sin partner fast, hvis man ikke stoler på personen - og tror at personen vil ud af forholdet.
Men hvis man godt ved at den anden i forholdet gerne vil ud, hvorfor så binde hende/ham på den måde?
Er det fordi der er noget man vælger ikke at se?
Leger man blind, og spørger om den andens hånd af frygt for at miste dem? - I så fald, har man det godt hvis man gør det af den grund?
- Fordi jeg ved at jeg ikke ville have det specielt godt, hvis jeg vidste at den eneste grund til den anden person stadig kyssede mig god nat og go morgen hver dag, var at hun havde en ring på sin finger, hvor mit navn stod inden i.
Så hellere lade være.
Negativ omkring ægteskaber? - A, det tror jeg nok.
Pis af med de falske løfter, gi hinanden et kram og vær realistiske istedet for.
Nyd kærligheden mens man har den, men lad være med at give et løfte du ikke kan holde.
- Det er såre simpelt.
Uanset hvor meget i tror i skal være sammen for evigt kære elskende?
Ved omverdenen godt, at kærligheden døde sammen med Shakespeare.
- Og det er alligevel ret lang tid siden han stillede sine træsko...
Nu lyder jeg måske lidt halv negativ omkring kærlighed... Det er jeg til gengæld slet ikke.
Kærlighed gør mig intet, slet ikke. Det er bare ide'en om ægteskaber i nutiden jeg slet ikke kan holde ud.
Jeg er blot en romantiker der er træt af at se kærligheden mellem to mennesker forsvinde mellem fingrene på dem.
De glemmer hvordan de to første måneder var.
De glemmer hvorfor de overhovedet valgte hinanden.
Folk glemmer så hurtigt, og giver alt for let slip.
Der er ingen der kæmper for noget de tror er tabt.
Hvis det ikke er godt hele tiden, er det ikke godt nok.
Hvis det ikke skinner - er det ikke guld, ergo er det ikke værd at holde på.
De glemmer de små glæder der er, de glemmer glæden ved at vågne op om morgen, og så ligger hun/han der. Deres (troede de dengang) udkårne, deres eneste ene, deres alt. De glemmer den glæde det dengang gav dem.
Jeg er ikke en skid bedre selv, men i det mindste kan jeg godt selv se problemet.
Og netop på grund af min negative holdning til ægteskaber, og løfter som absolut ikke bliver holdt.
Vælger jeg indtil videre at takke nej tak til ægteskabet, og alt som følger med det.
(Og det er MIN holdning.)
